• 19-årig kastede håndgranat mod Himalaya Diamonds i Valby. I dag gav han os det første indblik i, hvorfor unge svenske attentatmænd krydser Øresund

    Source: BDK Borsnyt / 18 Sep 2024 16:11:08   America/New_York

    I retssal 002 ved Retten på Frederiksberg mødte tiltalte op klædt i hvid polo og med skæg og nybarberet fade. Han tilstod at have detoneret en håndgranat foran guldsmeden Himalaya Diamonds i Valby en sommernat. Sagen er den første af en række mod svenske statsborgere, der er rejst til Danmark for at udføre lejemord og kaste med håndgranater. Derfor var det nærliggende for specialanklager Andreas Emil Christensen at sende et klart signal til svenskerne om, at det ikke skal være attraktivt at krydse Øresund for at begå grov kriminalitet. »Hvis man sidder i Sverige og overvejer, at det kunne være en god idé, så skal man se herover og tænke, at der bliver gået til stålet i Danmark,« sagde specialanklageren, mens den 19-årige svensker, hvis navn er Jonas Ali Khattab, pillede negle og svirpede bordet rent foran sig med hænderne. Han tilstod alt og er nu blevet idømt fem års fængsel og udvist fra Danmark med et permanent indrejseforbud. Det er med en strafrabat, fordi han tilstod. Det, der nu står tilbage, er, hvorfor butikken skulle bombes, og hvem der står bag orkestreringen af seancen. »Min klient vil gerne afgive forklaring, men han vil ikke udtale sig om andre,« sagde svenskerens forsvarer, Martin Leth. Og så startede anklageren med at udspørge, men den svenske teenager var tilsyneladende ikke i fortællehumør. Alligevel gjorde han tilhørerne klogere på, hvad der kan få en ung mand til at rejse til et andet land og sprænge håndgranater og begå drab. Tilståelsen Da anklageren spurgte ind til, hvorfor svenskeren rejste over Øresund med det ene formål at sprænge en håndgranat i en smykkebutik i Valby, var han næsten tavs. »Nej. Nej. Ja,« lød det. »Kendte du butikken i forvejen?« spurgte anklageren. »Nej. Jeg fik bare en adresse,« svarede svenskeren på svensk. Hans tolk oversatte for ham. »Ved du, hvem der ejer butikken?« »Nej.« »Hvorfor skulle det være netop den forretning?« »Ingen idé.« »Kom du til Danmark kun for at bruge granaten?« »Ja.« »Var det en opgave du påtog dig for andre?« »Ja.« »Hvad var dine bevæggrunde?« »Jeg skyldte en masse penge til nogen i Malmø. Jeg var tvunget til at gøre det for at kvitte gælden.« Svenskerens danske og svenske venner var mødt op, det samme var pressen og 14 betjente. Flere var berørte. Ikke just svenskeren selv. Han smilede og blinkede kækt til tilhørere i retten. Smilet forsvandt, da anklageren gjorde det klart, at anklagemyndigheden krævede en straf på fem år og seks måneders fængsel for forbrydelsen. Svenskeren rullede med øjnene. Havde researchet på YouTube Da han i de tidlige morgentimer 29. juni begav sig fra Hotel Cabinn på Vesterbro – hvor han var blevet indlogeret dagen inden – mod guldsmeden Himalaya Diamonds i Valby, var det ifølge ham selv med en uvished om, hvilke motiver og interne konflikter der lå bag. I sin mors lejlighed i Malmø havde han forud for opgaven undersøgt, hvordan en håndgranat fungerer. »Jeg havde tjekket på YouTube, hvor stor en eksplosion det ville give, og hvordan den virker,« sagde svenskeren i retten. Da svenskeren forsøgte at knuse en af butiksruderne med en brosten for at kunne kaste håndgranaten ind i butikken, lykkedes det ikke. I stedet aktiverede han granaten foran hoveddøren. Eksplosionen gav skader på flere ejendomme, og Københavns Politi fortalte, at fragmenter fra sprængningen smadrede ruder på den modsatte side af gaden. Ingen kom noget til, men skaderne løb op i mindst 158.000 kroner. Det står klart, at angrebet ikke var svenskerens egen idé. Det skete i samråd med en eller flere ukendte gerningsmænd. Ikke tiltalt efter bandeparagraffen Imidlertid er den svenske teenager ikke tiltalt efter bandeparagraffen, straffelovens paragraf 81a, der fordobler straffen, hvis ulovlighederne er begået som led i en bandekonflikt. Det er påfaldende, da dansk politi, National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), og justitsministeren tidligere har udtalt, at de unge svenskere, der er blevet hovedaktører i den københavnske gadeplanskrig, agerer led i to usædvanlige bandekonflikter. Dansk politi har af samme årsag advaret mod det, som politiinspektør Torben Svarrer fra NSK har kaldt et skred i det kriminelle miljø. Siden april har dansk politi ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S) registreret 25 episoder, der involverer hvervning af svenskere til kriminelle opgaver i Danmark. Nogle er blevet gennemført, mens en stor del er blevet stoppet. Inden retssagen begyndte, udtalte anklagemyndigheden, at det er dens opfattelse, at eksplosionen har relation til den bølge af voldsparathed, der har ramt København siden foråret. Svenskeren ville ikke fortælle, hvor stort et beløb han ville få for at detonere håndgranaten, men hans gæld ville blive indfriet, hvis han lykkedes med sin mission i København, forklarede han. I retten blev der fremlagt en vurdering fra svensk politi, som estimerer, at de svenske freelancere får mellem 20.000 og 50.000 svenske kroner for at sprænge en håndgranat i det organiserede bandemiljø i Danmark. Det er uvist, om svenskeren har modtaget en dusør, eller om gælden nu er indfriet. En lille fisk Modsat anklageren, der ønskede en hård straf, talte svenskerens forsvarer, Martin Leth, for en dom på mellem tre et halvt og fire et halvt års fængsel. »Han er en lille fisk. Det er ikke ham, der skal bruges til at sende signaler. Det er bagmændene,« sagde forsvareren. Ifølge Berlingskes oplysninger er det såkaldte mellemmænd, der står for at planlægge attentaterne. De står for at hyre freelancere til de forskelle opgaver. En af mellemmændene er blevet anholdt i Sverige og siden udleveret til Danmark. Københavns Politi har meddelt, at anklagemyndigheden foruden onsdagens sag har rejst tiltaler i to andre sager mod svenske drenge. De er 15 og 16 år og tiltalt for drabsforsøg. De to sager bliver først behandlet på et senere tidspunkt, og selvom drengene er under 18 – i modsætning til den dømte i onsdagens sag – har anklager Andreas Emil Christensen udtalt, at anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at de to drenge kom til København for at begå drab. »Derfor risikerer de lange fængselsstraffe på trods af deres unge alder,« siger han. Berlingske har tidligere fortalt historien om nogle af de formodede lejemordere i en gennemgang af danske og svenske retsdokumenter, oplysninger fra unavngivne kilder og opslag i lyssky fora på den krypterede beskedtjeneste Telegram. Svenske retsdokumenter, som Berlingske har fået indsigt i, tegner et tilsvarende billede af Jonas Ali Khattab. https://www.berlingske.dk/indland/19-aarig-kastede-haandgranat-mod-himalaya-diamonds-i-valby-i-dag-gav-han
Share on,